|
|
|
Forord Layer 4 Eksteriør (2003)
At stå på stedet, ved siden af stedet, at være et sted i et af de mest fantastiske parkanlæg inden for Københavns grænser. At gå blandt og blande sig med de enorme træer, de tunge stammer som kun findes, fordi de har fået lov til at stå og gro mere og mere fast på stedet. At stå her betyder at man går i en eller anden forbindelse med træernes mægtige evighed, der gennem deres stræben mod himlen kommer til at pege på noget guddommeligt.
Vi suger naturen og dens fornemmelse for sted og tyngde til os. For hvordan opnår vi at være og føle os forbundet til et sted i en tid der konstant kalder på bevægelse. De store tunge træer i Søndermarken er grounded om noget, og er derfor behagelige at læne sig op af i vores længsel efter fodfæste.
Et øjeblik minder det os om monumentet, skulpturen som den så ud før modernismen gjorde soklen usikker som formidlingsgrundlag. Stammens tyngde, kronens kraft og barkens detaljerigdom.
Det kræver mod at insistere på sin beretigelse til at indgå i dette enorme system. Men kunsten har sine egne systemer, og lader sig ikke skræmme af tyngde og evighed. Den skal man ikke konkurrere med, blot glædes over at den findes. At stå ved siden af evigheden..... At udpege et sted og gøre det til sit eget, måske bare for en stund, men i den stund tager man ansvaret for stedet og viser muligheden for at være til stede i verden. Kunstens system kobler sig sammen med andre systemer og gør sig verdensduelig, når den mødes af et åbent øje.
De 13 billedkunstnere vi har inviteret til Layer 4 - Eksteriør er netop valgt fordi de selv er grounded. De har et selvstændigt virke og lefler ikke for tidens luner. I Søndermarken har de valgt deres sted og indtaget det på deres helt egen måde.
Rune Gade og Maria Finn har bidraget til Layer 4 Eksteriør med to grundige og insigtsfulde tekster om skulpturen og parken. De bidrager til at Layer 4 Eksteriør bliver et stort samlet udsagn om netop parken og skulpturen.
Layer 4 Eksteriør vises i Søndermarken Valby / Frederiksberg
>Se kort over området i Søndermarken
|
|